
Ved årets udgang kigger vi tilbage på et 2025, der har været præget af faglig udvikling, organisatoriske forandringer og styrket samarbejde. Det har været et år, hvor WeFly ikke blot løftede niveauet for droneoperationer, men også udvidede sin rolle som en central aktør i den danske dronebranche.
Vi bidrog til politiets arbejde med at tænke droner ind i fremtidens grænsekontrol. Vi satte punktum for en af de mest krævende og langstrakte inspektionsopgaver i virksomhedens historie. Og vi tog et vigtigt strategisk skridt med fusionen med Creative Sight, der styrkede vores faglige bredde og kapacitet.
Samtidig deltog vi aktivt i den offentlige samtale om ansvarlig droneanvendelse. Vi samlede medarbejdere fra hele landet og styrkede det interne fællesskab. Vi udvidede vores aktiviteter og øgede omsætningen. Året har bekræftet os i, at det arbejde, vi udfører, gør en forskel – både lokalt og nationalt.
Derfor ser vi nu tilbage på årets vigtigste øjeblikke og kigger samtidig frem mod 2026, hvor teknologi, samarbejde og ansvar bliver endnu vigtigere pejlemærker for vores arbejde.

Den 1. januar 2025 fusionerede WeFly med virksomheden Creative Sight. Beslutningen udsprang af et fælles ønske om at samle teknisk droneekspertise og opbygge en større organisation til at kunne håndtere størrere og mere komplekse opgaver. Hvor WeFly har haft fokus på dataindsamling på kritisk infrastruktur, specialiseret uddannelse og operationel præcision, har Creative Sight fokuseret på dataindsamling på offshore assets og fjernvarmenettet.
Med fusionen er vi i dag ét samlet hold, der tilbyder kunderne en fuld løsning fra planlægning og flyvning til analyse og formidling. Det betyder, at vi ikke blot leverer data, men også skaber indsigt, overblik og beslutningsstøtte, der kan anvendes direkte i projekter og forretningskritiske processer.
Sammen styrker vi vores evne til at løse komplekse og teknisk krævende opgaver, og vi står endnu bedre rustet til at levere helhedsorienterede løsninger, som matcher branchens stigende krav til kvalitet, dokumentation og effektivitet.
Fusionen er ikke bare en organisatorisk ændring. Den er et vigtigt skridt i WeFlys udvikling og en tydelig markering af vores ambition om at hæve standarden for, hvad man kan forvente af professionelle droneydelser.
En af årets vigtigste milepæle for både WeFly og dronebranchen i Danmark fandt sted ved grænsen til Tyskland, hvor politiet indledte et banebrydende projekt med brug af droner til grænsekontrol. Projektet blev det første af sin slags i Danmark, hvor droneovervågning Beyond Visual Line of Sight (BVLOS) blev tænkt ind som en del af en operativ myndighedsopgave.
WeFly spillede en central rolle som rådgiver og teknisk bindeled mellem politiet og Trafikstyrelsen, og bidrog med viden om tilladelser, risikovurdering, procedurer, luftrumshåndtering samt træning af piloter. Vores opgave var at støtte dialogen og sikre, at rammerne for projektet blev forstået og godkendt på tværs af myndigheder og operatører.
Selvom det ikke var WeFly, der fløj dronerne, har vores involvering været med til at bane vejen for et vigtigt skridt i retning af, at droner kan indgå som en del af samfundets operative værktøjer. Projektet viser, hvordan professionelle droneaktører kan spille en afgørende rolle i at skabe tillid, struktur og fremdrift i arbejdet med nye anvendelser af teknologien.
Projektet blev omtalt som en historisk dag for dansk droneflyvning, og for WeFly et bevis på, at vi ikke kun flyver - vi tager ansvar.

"WeFlys har, med vores årelange erfaring med SORA-arbejde, været en del af et tæt samarbejde mellem Politi, Trafikstyrelse og civiloperatører. Det er lykkedes at skabe en ramme for BVLOS flyvninger langs grænsen og det er vi stolte af. Arbejdet har bestået af analyse, dokumentation og træning, for at understøtte en droneoperation i et kompliceret miljø af både privat luftfart, flyvevåben og SAR/HEMS helikopter operationer. Desuden er sikkerheden for personer på jorden prioriteret højt."
Lars Pedersen, Head of Training

I 2025 satte WeFly det sidste punktum i et projekt, der havde været undervejs siden 2019: kortlægningen og inspektionen af Storstrømsbroen. Det markerede afslutningen på over 100 missioner, udført med præcision og systematik over seks år. Det største samlede dataindsamlingsprojekt i WeFlys historie.
Inspektion af broer er en af de mest krævende discipliner inden for droneoperation. Det stiller skærpede krav til teknisk erfaring, flyvefærdigheder og sikkerhedsprocedurer, særligt når der opereres tæt på trafik, over vand og under skiftende vindforhold. Hver flyvning skulle planlægges nøje, koordineres med myndigheder og udføres med høj detaljeringsgrad for at sikre, at alle vinkler og konstruktionselementer blev korrekt dokumenteret.
Sammen med Vejdirektoratet og COWI var WeFly med til at udvikle og raffinere en dronebaseret metode, der i dag er blevet en fast procedure i broinspektionsarbejde – en metode, som ikke blot skaber værdi i nuet, men også danner grundlag for langsigtet vedligehold og beslutningsstøtte.
Projektet blev samtidig en strategisk øjenåbner. Erfaringerne fra Storstrømsbroen viste, hvordan droner kan levere konkret værdi i store, teknisk komplekse infrastrukturprojekter – og hvordan WeFly med den rette faglighed og tålmodighed kan spille en central rolle i netop disse opgaver.
"Data fra droner skaber værdi nu og her – og stadig lang tid efter vi er væk. Det er meningsfyldt."
Kasper Due Bække, stifter af WeFly og Head of Sales

I 2025 var WeFly ikke kun synlig i luften, men også i medierne og i debatter om teknologi, samfundssikkerhed og fremtidens infrastruktur. Droner fyldte mere end nogensinde i nyhedsbilledet, og WeFly bidrog med viden og indsigt, når behovet opstod.
Det mest markante øjeblik kom, da direktør Jan Engsted deltog på TV2 i forbindelse med situationen omkring droneaktivitet nær danske lufthavne. I en tid præget af bekymring og offentlig debat satte Jan fokus på forskellen mellem ansvarlig og uansvarlig droneflyvning og talte om behovet for klare rammer og højere standarder i branchen.
WeFly deltog desuden i flere konferencer og faglige arrangementer i løbet af året, hvor vi satte fokus på dronernes rolle i komplekse og samfundskritiske sammenhænge. Blandt andet deltog vi i diskussioner om dronernes anvendelse omkring kritisk infrastruktur, deres betydning for energisektoren og deres integration i digitale byggeprocesser. Eksempler på dette tæller blandt andet Danish Offshore Industries, BIM World og International Drone Show.
Disse bidrag er en del af WeFly’s engagement i at tage aktiv del i samtalen om, hvordan droner bruges ansvarligt og med strategisk værdi i Danmark.
Til dagligt sidder vi spredt ud over hele landet. Vores opgaver foregår i luften, i felten, på kontorer og på kundernes lokationer. Men i løbet af året har vi haft flere gode anledninger til at samle holdet, udveksle erfaringer og styrke både faglighed og fællesskab.
I 2025 afholdt vi blandt andet interne trænings- og kursusdage, hvor vi delte viden og arbejdede med at styrke vores fælles metoder og praksis. Det har været en vigtig del af vores fokus på løbende udvikling og kvalitetssikring.
Vi afholdt også førstehjælpskursus for hele teamet, hvor vi fik opdateret vores viden og øvet situationer, der kan opstå i felten. At være godt klædt på til uforudsete hændelser er en naturlig del af vores ansvar.
"Indsamling af kvalitetsdata, starter længe inden den første flyvning. Den holdånd der opstår, når vi alle arbejder mod et samlet mål, er utrolig vigtig for WeFly's identitet, og vores mulighed for at have en spændende og robust arbejdsplads."
Jan Engsted, Direktør

Ud over de faglige aktiviteter har der også været plads til det sociale. Årets julefrokost blev afholdt med både ølsmagning og bryg af egen øl, og det blev en dag med latter, nye smagsoplevelser og gode samtaler på tværs af afdelinger.
Derudover har året budt på en række tværfaglige opgaver og møder, hvor medarbejdere med forskellige kompetencer har arbejdet sammen om komplekse projekter. Det har styrket samarbejdet og bidraget til både læring og nye løsninger.
At samles fysisk gør en forskel. I en virksomhed hvor hverdagen ofte foregår på afstand, har disse lejligheder været vigtige for at styrke den kultur og det sammenhold, der bærer WeFly fremad.
2025 blev et år, hvor den danske dronebranche for alvor blev presset, justeret og tvunget til at finde nye ben at stå på. Diskussionen om dronernes plads i det danske luftrum fik massiv opmærksomhed i år, da der blev observeret flere ulovlige droneflyvninger nær danske lufthavne og anden kritisk infrastruktur. Episoderne blev dækket bredt i medierne og skabte både bekymring i befolkningen og frustration i branchen.
Det hele kulminerede i efteråret, hvor myndighederne som en sikkerhedsforanstaltning midlertidigt lukkede luftrummet for droner i hele landet. Det satte mange professionelle operationer i stå og efterlod både operatører og kunder i usikkerhed. For WeFly og andre aktører var situationen et tydeligt bevis på, at der er behov for en samlet strategi, der skelner mellem ansvarlige professionelle og private brugere uden tilstrækkelig viden om regler og risici. Det blev også klart, hvor hurtigt den offentlige tillid kan sættes på spil, hvis ikke rammerne omkring droneflyvning er tydelige og gennemtænkte.
Samtidig har året budt på flere ændringer i regler og procedurer. Den nationale standard DK-STS-03 udløb, og overgangen til EU’s standardscenarier har krævet tilpasning i både dokumentation og praksis. Samtidig blev der indført nye dronezoner og regler for certifikatfornyelse. Mange operatører, som tidligere havde fået konverteret deres 1A-bevis til A2-kompetencecertifikat, blev i foråret bedt om at bestå en ny teoriprøve for at bevare deres certifikat. For professionelle betyder det øget fokus på compliance og opdateret viden, også i det daglige.
Alt i alt blev 2025 et år, hvor dronelovgivningen rykkede markant, og hvor behovet for klar regulering, ansvarlighed og oplysning blev tydeligere end nogensinde. For professionelle aktører som WeFly understreger det, at teknologi alene ikke er nok. Tillid, dokumentation og aktiv deltagelse i branchens udvikling er afgørende for, at droner også fremover kan skabe værdi.
Efter et år med store projekter og markante milepæle er det tid til at se på, hvordan udviklingen også har vist sig i tallene. 2025 har været et år, hvor vi har oplevet vækst på flere fronter – og det afspejler sig tydeligt i vores aktiviteter, organisation og resultater.
Antallet af flyvninger steg til ca. 2500, en fordobling sammenlignet med året før. De mange timer i luften dækker over en bred vifte af opgaver, fra teknisk krævende inspektioner og dokumentationsarbejde til træningsflyvninger og beredskabssamarbejde.
Vores team er vokset i takt med opgaverne. Antallet af medarbejdere er nu 14, fordelt på både operationelle og administrative funktioner.
Uddannelse har været et centralt indsatsområde. I løbet af året har vi uddannet 170 nye dronepiloter og gennemført 12 fysiske kurser fordelt over hele landet. Det afspejler ikke blot efterspørgslen på kompetent dronebetjening, men også vores ambition om at løfte hele branchens faglige niveau.
Vi har samtidig udvidet vores tilstedeværelse på landevejen med nu 4 firmabiler, hvilket har styrket fleksibiliteten og gjort det lettere at nå ud til kunder og kursister i hele Danmark.
Sidst, men ikke mindst, har vi i 2025 løst 400+ opgaver for kunder over hele landet. Bag hver opgave ligger data, beslutningsstøtte og værdi – og det er netop her, vi mærker effekten af vores arbejde allerstærkest.
Tallene viser en virksomhed i bevægelse. Med et styrket hold, højere aktivitet og bredere rækkevidde går vi ind i 2026 med klare ambitioner og en stærk base at bygge videre på.
"2025 markerede et markant gennembrud for WeFly: Vi fordoblede antallet af flyvninger til 2.471 fra 1.267 året før. Det er et klart resultat af en fremragende operationsafdeling, der med høj faglighed, struktur og overblik har planlagt og styret vores operationer sikkert, effektivt og skalerbart."
Tomas Bechmann, Head of Inspections

2026 tegner til at blive et år med nye muligheder og vigtige skridt for både WeFly og dronebranchen som helhed. Med teknologien i udvikling, et styrket samarbejde mellem aktører og en voksende forståelse for den værdi droner skaber, går vi ind i det nye år med klare ambitioner.
Et af de første store skridt bliver, at WeFly i højere grad vil benytte LARK-dronen fra Upteko, som er medejere af WeFly. LARK er danskudviklet og udgør et stærkt alternativ til de kinesiske modeller, som flere ejere af kritisk infrastruktur i stigende grad har taget afstand fra. Dronens tekniske kapacitet og fleksibilitet gør den særligt velegnet til opgaver inden for inspektion og kortlægning af kritisk infrastruktur, hvor datasikkerhed, præcision og kontrol er afgørende. Med LARK i flåden tager vi endnu et skridt mod at arbejde med løsninger, der forener driftssikkerhed og ansvarlighed.
2026 bliver også året, hvor en ny brancheorganisation for droneaktører etableres under Dansk Industri. Efter et år med debat og markante hændelser er det tydeligt, at der er brug for en samlet stemme for danske dronevirksomheder. Med en fælles platform får branchen mulighed for at stå stærkere i dialogen med myndigheder og bidrage til en lovgivning, der både beskytter og muliggør. WeFly ser frem til at spille en aktiv rolle i dette fællesskab.
Samtidig vil vi i det nye år fortsætte og udbygge vores fokus på byggepladser og kritisk infrastruktur. Vi har set, hvordan droner kan skabe konkret og målbar værdi i alt fra dokumentation og sikkerhed til fremdriftskontrol og beslutningsstøtte. Det er områder, hvor behovet vokser, og hvor vi har kompetencerne til at levere løsninger, der gør en reel forskel.
2025 var et år med læring og vækst. 2026 bliver året, hvor vi løfter barren, udvider vores aftryk og fortsætter med at sætte standarden for ansvarlig, professionel og værdiskabende droneflyvning.
2025 har været et år med både udvikling og retning. Vi har styrket vores faglige fundament og udvidet vores rolle i en branche, der er i konstant bevægelse. Samtidig er vi som organisation rykket tættere sammen – både i hverdagen og i de mange projekter, vi har løst sammen med kunder og samarbejdspartnere.
Vi har afsluttet store og komplekse opgaver, rådgivet myndigheder i strategiske beslutninger og deltaget aktivt i debatten om ansvarlig brug af droner i Danmark. Det har været et år, hvor vi har skabt værdi, ikke kun med data og flyvninger, men med indsigt, metode og tillid.
Fusionen med Creative Sight har været et vigtigt skridt. Den har udvidet vores kompetencefelt og styrket vores evne til at levere helhedsorienterede løsninger – især inden for områder som visuel dokumentation, analyse og byggeri. Det gør os endnu bedre rustet til fremtidens opgaver.
Året har samtidig mindet os om, at branchen hele tiden forandrer sig. Regler, teknologi og samfundsforventninger udvikler sig, og det forpligter os til at tage ansvar. Ikke kun i luften, men også i måden vi samarbejder og kommunikerer på.
Vi går ind i 2026 med stærke ambitioner. Vi vil fortsat være en drivkraft i udviklingen af dronebranchen, og vi vil arbejde for løsninger, der skaber reel værdi – for vores kunder, for samfundet og for alle dem, der bruger vores data til at træffe bedre beslutninger.
Tak for et stærkt 2025. Vi glæder os til det, der venter forude.