I denne klumme giver Jan Engsted sine indsigter i den seneste uges droneaktivitet. Som direktør i WeFly og tidligere pilot har han et unikt indblik fra flere vinkler – både teknisk, operationelt og sikkerhedsmæssigt – i en sag, der har rejst væsentlige spørgsmål om Danmarks håndtering af droner.
Den seneste tid har droneaktivitet flere gange forstyrret dansk luftrum på måder, vi ikke tidligere har set. Mandag aften måtte Københavns Lufthavn lukke ned, fordi droner var observeret over lufthavnsområdet. Allerede onsdag aften og torsdag nat blev der rapporteret om tilsvarende hændelser ved lufthavnene i Aalborg, Billund, Esbjerg og Sønderborg. Og måske allermest alarmerende blev der observeret droneaktivitet direkte over Flyvestationen Skrydstrup – et område, der huser nogle af Danmarks mest følsomme militære installationer.
Tidligere på året oplevede vi noget tilsvarende ved Køge, hvor mystiske droner i flere dage blev spottet ud for kysten. Den sag står stadig ubesvaret.
Når man ser på de her episoder samlet, tegner der sig et mønster. Dronerne dukker ikke op tilfældigt. De er synlige, flyver med lys, og de placerer sig præcis dér, hvor de kan skabe størst opmærksomhed og uro. Det ligner forsøg på at teste vores beredskab, presse vores grænser – og sende et signal.
Selvom vi stadig mangler mange informationer, er der nogle ting, vi kan konkludere ud fra det begrænsede materiale, der er tilgængeligt. Videoklip og observationer peger stærkt på, at der er tale om enten robotdroner med propeller eller hybriddroner – altså droner, der kombinerer propel og fastvinge.
Grunden er flyvemønstrene. Dronerne har vist en bevægelighed og evne til at ændre retning, som fastvingede droner ganske enkelt ikke besidder. Fastvingede droner er mere låste i deres bevægelsesmønstre, og de er langsommere til at skifte retning. Derfor taler alt for, at vi ser droner, der er konstrueret til fleksibel flyvning og lange ophold i luften.
En anden vigtig detalje er, at dronerne flyver med lys på. De forsøger ikke at gemme sig. Tværtimod virker det som om, de ønsker at blive set. Det kan tolkes som en bevidst strategi – en form for skræmmekampagne, hvor formålet ikke nødvendigvis er at skjule sig, men at skabe usikkerhed og forstyrre vores følelse af kontrol.
Danmark havde en national dronestrategi fra 2016, men den blev forældet og skulle erstattes af en ny. Den nye strategi blev dog aldrig finansieret, og siden da har vi stået uden et samlet system. Resultatet er manglende redskaber til at håndtere dronetrafik og politisk retning for hvad man vil med droneteknologi i Danmark, der i dag fremstår tydeligere end nogensinde.
Det paradoksale er, at teknologien faktisk findes. Moderne droner skal være udstyret med digitale ID’er, kaldet Remote ID (RID), der gør det muligt at spore deres flyvninger i realtid. Det kræver blot, at man har et modtagersystem til at registrere signalerne. Men i Danmark er det netop dét system, vi mangler.
Konsekvensen er klar: vi kan ikke skelne mellem en lovlig, fredelig drone, der inspicerer en bygning eller et fjernvarmenet – og en drone, der flyver med helt andre, potentielt fjendtlige hensigter. Uden den skelnen overlades vi til gætterier. Og gætterier er en dårlig erstatning for beredskab, især når det handler om sikkerhed i luften.
Tilbage i januar i år oplevede Køge en række mystiske droneflyvninger. Flere droner blev observeret ud for kysten, men ingen kunne forklare, hvor de kom fra, eller hvem der stod bag. Sagen blev aldrig opklaret.
Når vi ser på dagens hændelser omkring lufthavne og militære områder, er det nærliggende at spørge: hænger de sammen? Svaret er umuligt at give med sikkerhed, men der er påfaldende ligheder. I begge tilfælde var der tale om droner med kapacitet til at holde sig i luften i lang tid. I begge tilfælde fløj de ud over vandet og demonstrerede dermed en betydelig flyvedistance. Og i begge tilfælde fløj de med lys – tydeligt, som om de gerne ville ses.
Alt dette gør det svært at tro, at vi har at gøre med tilfældige hobbyflyvere. Alt tyder snarere på professionelle operationer, og teorien om hybridkrig kan bestemt ikke afskrives.
Risikoen ved droner i lufthavnsområder er åbenlys. En kollision mellem en større drone og et passagerfly kan i værste fald få katastrofale konsekvenser. Men selv uden kollision er faren stor. Blot det at opdage en drone tæt på en lufthavn kan skabe usikkerhed, forvirring og panik.
Start og landing er i forvejen de mest risikofyldte faser af en flyvning. Det er dér, hvor piloter og flyveledere har mindst manøvredygtighed og mindst tid til at reagere. Når en drone pludselig optræder i det luftrum, kan det være nok til at udløse en kædereaktion af forstyrrelser, omdirigeringer og aflysninger. Risikoen handler derfor ikke kun om kollision, men også om den forstyrrelse, droner kan skabe i et ekstremt sårbart øjeblik.
.
Det korte svar er: ja, men kun under meget stramme regler. Danmark opererer med restriktive zoner omkring højrisikoområder som lufthavne, hospitaler og militære baser.
Ved de store lufthavne – eksempelvis i Københavns Lufthavn – starter restriktionerne allerede otte kilometer fra landingsbanen. Fra otte kilometer og ind til to kilometer fra lufthavnen er det muligt at flyve, men kun hvis man har det rette A2 dronecertifikat. Her gælder særlige højderestriktioner, fordi flyene gradvist kommer tættere på jorden.
Inden for to kilometer fra lufthavnen er det som udgangspunkt forbudt at flyve, medmindre man har en specifik tilladelse. Og har man den, følger der en række forpligtelser med: man skal være i løbende kontakt med kontroltårnet, respektere deres instruktioner og kunne lande dronen øjeblikkeligt, hvis de kræver det.
Det betyder også, at operatøren skal have en operationsmanual og en klar procedure (SOP) over, hvordan flyvningen gennemføres – og hvad man gør, hvis noget går galt. For kontroltårnet skal til enhver tid kunne reagere hurtigt, hvis et passagerfly har brug for at nødlande eller ændre bane. I den situation skal en drone aldrig stå i vejen.
Det er altså ikke umuligt at flyve tæt på en lufthavn. Men det kræver disciplin, erfaring og respekt for reglerne. Og det er langt fra alle, der lever op til det.
Når droner bliver nævnt i medierne, spørger mange: skal man være bange, når man ser en drone? Svaret er nej. Men man bør være opmærksom.
De fleste droner i Danmark bruges til helt legitime opgaver: bygningseftersyn, kortlægning, overvågning af fjernvarmenet eller inspektion af infrastruktur. Det er ikke dronerne i sig selv, vi skal frygte, men måden de bruges på.
Som borger kan det være svært at vurdere, hvornår en flyvning er mistænkelig. Droner kan bruges til så mange forskellige opgaver, at det sjældent er entydigt. Derfor er det bedste råd at reagere, hvis man er i tvivl. Hellere melde en gang for meget end en gang for lidt. Myndighederne kan derefter afgøre, om der er tale om en helt almindelig flyvning – eller noget, der kræver nærmere undersøgelse.
De seneste hændelser viser med al tydelighed, at Danmark halter bagud. Vi mangler en national strategi for droneområdet. Vi mangler et system, der kan identificere droner i realtid. Og vi mangler klare retningslinjer for, hvordan vi reagerer på ulovlig eller mistænkelig flyvning.
En stærk strategi kan skabe balance. Den kan beskytte vores luftrum og kritiske infrastruktur, men samtidig give plads til den innovation, som droner repræsenterer. For de er ikke kun en trussel. De er også et redskab, som kan gavne erhverv, miljø og samfund i bred forstand.
Danmark kan vælge at fortsætte som nu – altid et skridt bagefter udviklingen. Eller vi kan tage føringen og vise resten af Europa, hvordan droner kan integreres på en ansvarlig og sikker måde.
Valget burde være enkelt.
